Af Niels Hviid, sognepræst, Gellerup
Kære Naveed!
Vi kender jo hinanden. Du ringede til mig i løbet af coronatiden, og da du afsluttede samtalen, var det med ordene: ”Husk mig i dine bønner”. Det var en stærk anerkendelse af mig som et troende menneske. Jeg synes også, at det var modigt. Det at bede én om at blive husket i den andens bøn, er at overgive noget vigtigt af sig selv i den andens hænder.
Jeg oplever, at det er noget af det samme, I gør med manifestet, når I ”slipper det løs” i den offentlige debat. I lægger noget vigtigt af jer selv i andres hænder. I fremlægger 43 manifestpunkter under overskrifterne ”Samfund og identitet”, ”Eksistens og verdensbillede”, ”Køn og familie”, ”Etik og spiritualitet”, ”Tabuer og udfordringer” og ”Det religiøse liv”. I kommer vidt omkring i forhold til de berøringspunkter, der er mellem at være troende muslim og det at tage helhjertet del i det danske samfund. I er ikke berøringsangst overfor kontroversielle emner.
Det er modigt.
På lange stræk, når jeg læser jeres manifest, er jeg rent heppekor! Andre gange bliver jeg nysgerrig, og har lyst til at spørge mere og lytte mere, nogle gange tænker jeg: Ja, det kunne jeg have sagt! Og endelig bliver jeg nogle gange meget kritisk.
Jeg genkender så mange af fortællingerne fra manifestet fra mit møde med særligt unge muslimer her i Gellerup. Fortællingerne lægger op til en åbenhed. Den enkelte må selv tænke og tolke. Det er så vigtigt og frisættende at give ansvaret til hver enkelt. Og tænk, hvis vi kan slippe samtaler løs om, hvordan vi tænker og tolker!
Jeg møder ofte unge her i Gellerup, som tænker, at identitet er en kasse, man skal vælge. En pakkeløsning. F.eks. at der grundlæggende er modsætning mellem det at være dansk og muslim, eller at være demokrat og muslim. Og så må man vælge. I siger tydeligt ”nej” til denne enten-eller tænkning. I opfordrer tydeligt til at muslimer engagerer sig i det danske, demokratiske samfund på alle niveauer. Her hører jeg et ekko fra den grundtvigske åndstradition. I folkekirken har vi en lang tradition for at lade tro, etisk og demokratisk tænkning spille sammen som grundlag for samfundsengagement. Tro og åndsfrihed og ansvarlig handling i eget liv og det fælles liv hører sammen.
I Gellerup møder jeg ind imellem unge, for hvem det slet ikke er nogen selvfølge at kalde sig dansk, selv om de er født og opvokset her. At kalde sig dansk er faktisk noget, man skal spørge om lov til - fra mange forskellige, som kan have forbehold af mange forskellige grunde. Måske fra forældre eller bedsteforældre, for hvem den primære identitet stadig ligger i hjemlandet. Eller fra kammerater med muslimsk baggrund. Udsagnet ”du er blevet for dansk”, er måske et udtryk for, at man har overtaget de danske værdier lidt for meget, når det handler om kærester eller alkohol. Der kan være megen fordømmelse i sådan et udsagn fra en flok kammerater. Eller måske skal man faktisk spørge sine etnisk danske klassekammerater, eller sin lærer om lov til at kalde sig dansk? Eller politikere, som kappes om at sige, at man ikke er det. Kan jeg tillade mig at kalde mig dansk – selv om jeg gerne vil? Er jeg regnet med? Eller hvilke betingelser stilles der, for at man kan tillade sig at kalde sig dansk? Man kan jo ikke ændre på sin hudfarve. Man kan ikke ændre på sin historie.
For mig at se sætter I unge muslimer fri: Jo, I kan med værdighed kalde jer danske! I kan med værdighed bidrage til det danske samfund. Med lige præcis dem, I er. Identitet er ikke en kasse, man melder sig ind i. Identitet er et puslespil, vi må lægge hver især, og brikkerne kan have forskellige kilder og farver. Det er faktisk en styrke. I hjælper unge muslimer med at lægge det puslespil, når I helt entydigt siger, at der ikke er nogen modsætning mellem at være dansk og at være muslim, eller mellem at være demokrat og muslim. Og når I siger, at når man er muslim i det danske samfund, så er den danske grundlov og den øvrige danske lovgivning éns sharia.
I giver dem livets rorpind i egen hånd, også til at tage de nødvendige opgør med forældre og andre, som vil fastholde dem i social kontrol. F.eks. når I skriver: ”Ethvert menneske har ret til frit at vælge livssyn, religion og identitet og disse bør aldrig påtvinges nogen. Med frihed følger ansvar for egne handlinger og valg over for Gud”. Det lyder så selvfølgeligt, men det er det ikke nødvendigvis, når kassetænkning og grøftegravning kan præge såvel den enkeltes selvopfattelsen som den offentlige debat. Tak!
Nogle steder i manifestet bliver jeg nysgerrig og vil gerne vide mere. Det er især tilfældet, når I strejfer teologiske temaer. I manifestpunktet om synet på mennesker med udviklingshæmning er anliggendet, at handicap eller udviklingshæmning ikke er et tabu, det er ikke noget, som skal gemmes væk, og som man skal skamme sig over, og mennesker med udviklingshæmning skal deltage i samfundet og fællesskabet på lige fod med alle andre. Eksempelfortællingen handler om en ung, muslimsk kvinde, som hele sit liv er blevet fortalt, at hun er Guds straf over familien. Det gør ondt i maven at læse. Fortællingen ender med, at hun konverterer til kristendommen, fordi hun føler, at hun her kan blive accepteret som den, hun er. Igen kalder I til at ændre tænkning og praksis. Alligevel skriver I: ”At være handicappet er Allahs vilje og en stor prøvelse…” Mener I virkelig det? I taler hele vejen igennem om en kærlig, nådig og barmhjertig Gud – vil I så virkelig sige, at handicap og udviklingshæmning og alt muligt andet hårdt og svært, som rammer os, er Guds vilje? Jeg bliver nysgerrig, og jeg har lyst til at tale med jer om det ondes rolle i verden, eller det, som vi i den kristne teologiske tradition kalder for teodicé-problemet, som netop handler om det, der ligner et paradoks: at tror på, at Gud kun er kærlighed – på trods af alverdens lidelser.
Der er andre steder, hvor jeg ville ønske, at I gik længere, end I gør. F.eks. i spørgsmålet om homoseksualitet. Vi har jo også diskussionen internt i folkekirken. For nogle er det et lidt perifært spørgsmål; for andre bliver det en prøvesten på teologien og menneskesynet; jeg hører til de sidste. Case-historien handler, så vidt jeg kan se, om en seksuelt forvirret og frustreret ung mand. Det ville have været langt mere interessant, hvis den havde handlet om en afklaret homoseksuel muslim, for hvem det at være homoseksuel er en lige så dybt rodfæstet del af identiteten, som troen er, hvorfor et valg mellem tro og seksualitet ikke er mulig. Hvad ville I sige til sådan en case? I siger tydeligt, at for jer hører seksualitet til i rammerne af det heteroseksuelle ægteskab, og konsekvensen er, at I opfordrer til afholdenhed. Det er jo, hvad konservative kristne også ville sige. Jeg erfarer fra min praksis som sjælesørger, at det at vokse op i et miljø med den grundholdning, kan give hårde knubs på sjælen, fordi det kan efterlade en grundfølelse af forkerthed og ”forbudthed”, det kan efterlade en afsky for egen krop, og en grundfølelse af ikke at være anerkendt. Hvad svarer I til én, som bærer de sår på sjælen?
Det er dog virkelig vigtigt, at I så tydeligt giver udtryk for, at enhver uanset seksuel orientering kan være muslim og er velkommen i moskéen. Og I tager meget, meget tydeligt afstand fra enhver form for hate crimes imod homoseksuelle. Det er så fantastisk vigtigt! Men I skal vide, at denne åbenhed faktisk nok ikke vil opfattes som en åbenhed fra den homoseksuelle muslim, eller fra store dele af det omgivende danske samfund.
Og så kommer vi til dér, hvor jeg bliver virkelig provokeret. Sharia.
Sharia-punktet i manifestet er formuleret virkelig smukt. Jeres anliggende er at sige, at sharia er en vej mod Gud, som er så meget mere, end hvad det gøres til, når sharia i den danske offentlige debat bliver reduceret til at betegne de hårde straffedomme, som eksekveres i nogle muslimske lande: Stening for utroskab, halshugning, piskning og håndsafhugning f.eks.
I formulerer:
”Sharia betyder ”vejen til kilden” og indbefatter muslimsk levevis, spiritualitet og etik. Det danske samfund udgør gunstige rammer for danske muslimer til at udleve deres religion med integritet og frihed. Sharia indebærer, at man som muslimsk borger i Danmark er loyal over for landet og anerkender og respekterer den danske lovgivning på alle områder på lige fod med landets øvrige borgere. Muslimer, der bedrager eller underminerer samfundet efterlever således ikke sharia”.
Til dette kan jeg kun sige: Amen!
Jeg hørte den første af de podcasts, som hører til manifestet, og som kan findes under navnet Sharia Manifestet på podcastapps. Denne udsendelse handler netop om forståelsen af sharia. Det er en udsendelse på 45 minutter, bl.a. med et indsigtsfuldt interview med Weekendavisens Martin Krasnik. Og så var der ti minutter til sidst, hvor jeg var ved at falde ned af stolen.
De ti minutter handler lige præcis om de hårde straffe. Som jeg hører det, prøver I først at komme lidt uden om ved at sige, at spørgsmålet om de hårde straffe ikke er relevant eller giver mening her i Danmark, fordi de ikke er en del af dansk lovgivning. Men om det er et relevant spørgsmål i f.eks. Indonesien, hvor piskning faktisk eksekveres, har I svært ved at svare på.
Kasper Mathiesen prøver at beskrive, at der er modstridende følelser i ham. På den ene side, siger han, at han har et blødt hjerte for den hårdhed eller konsekvens, de straffe er udtryk for. Han finder noget vanvittigt smukt ved helt at leve efter Allahs bud, også selv om det bliver grænseoverskridende. Men på den anden side er han også bare en almindelig fyr fra Slangerup, som overhovedet ikke kunne forestille sig hverken at stene eller piske nogen, eller at være vidne til det, eller på nogen måde at støtte op om det.
Den del af samtalen slutter, da én af jer spørger den kvindelige medredaktør Sofie Clausager Dar: ”Hvad siger du, Sofie? Det er jo dig, der skal stenes?” Det er tydeligvis sagt i spøg. Og I griner alle tre. Måske forlegent? Men jeg synes simpelthen ikke, at det er sjovt. For det er uhyggelig, blodig virkelighed i dele af den muslimske verden.
Dernæst prøver I – for mig at se – at pynte lidt på dem, de hårde straffe. I siger, at den danske straffelov sigter mod rehabilitering, og sådan kan man også se på de hårde straffe i Koranen. Og måske er det lettere at blive rehabiliteret i samfundet, når hånden er hugget af, for så er straffen udstået, og man selv og hele familien skal ikke slæbe sig igennem den straf det er for alle parter, når én i familien sidder i fængsel i mange år. Når straffen er eksekveret, er straffen udstået, og alle kan komme videre, og heri tolker I endda en form for nåde! Her faldt jeg altså ned af stolen igen!
Jeg er med på at I siger, at hvis de straffe skal eksekveres, er det udelukkende en statsmagt, som har retten til at gøre det, og I fordømmer skarpt, at en familie eller enkeltpersoner griber til selvtægt, og I siger tydeligt, at vold aldrig kan retfærdiggøres. Men alligevel. Disse straffe er forfærdelige og må fordømmes.
Naveed, jeg kan godt høre, at du har ansatser til en teologisk tolkning. Du siger, at Moses bragte loven, Jesus bragte kærligheden, og Muhammed forener de to: Det er godt og nødvendigt med lov, men den skal være styret af kærligheden. Men så forstår jeg simpelthen ikke, at det er så svært at sige, at de her bestialske, umenneskelige, middelalderlige straffe ingen steder hører hjemme. Ikke i Danmark. Ikke i Indonesien eller Mellemøsten. Jeg forstår ikke, at det kan være så svært at sige, at det er en illegitim måde at fortolke Guds kærlighed. At det må være en fuldstændig fejltolkning af Guds vilje, og at det at tiltage sig den magt over og foragt for andre mennesker ikke hører nogen steder hjemme. Og da slet ikke hvis man gør det i en kærlig Guds navn.
En helt utvetydig afstandtagen til de hårde sharia-straffe er nødvendig, hvis vi skal komme frygt og undertrykkelse, vold og selvtægt til livs. Og det findes i hjørner af det danske samfund, og det er jo lige præcis det, I søger at gøre op med!
I leder efter måder, hvor I accepterer, at de straffe er dele er koranen og af traditionen. Kan I fordømme den bogstavelige udlægning, og udlægge på en ny måde?
Vi tolker jo alle sammen. Der er noget fra vores tradition og helligskrifter, vi tager til os og viderefører som vigtigt og centralt. Og andet, som vi lader ligge, fordi vi tolker det som historisk og kulturelt betinget.
Og så må vi gøre rede for, hvor vi trækker den streg. Så vidt jeg kan se, er der ingen, der tager hele pakken. Ingen kristne, og ingen muslimer. Der er nogle meget konservative kristne i USA, som trækker en streg engang i 1800-tallet, og viderefører tro og etik, levevis, teknologi, klædedragter osv. fra den tid. Men der er ingen, der lever som på Jesu tid. Eller som på Muhammeds. Også muslimer tolker. Og så er det altså vores teologiske ansvar at gøre rede for, hvad der er vores tolkningsprincip, og hvor vi trækker stregen.
Jeg vælger kærligheden som tolkningsprincip. Og jeg er med på, at det heller ikke er en entydig streg, men at vi må blive ved med at samtale om, hvad der er det kærlige i hver given situation. Og i sidste ende står hvert menneske i det eksistentielle valg at gøre det kærlige, ansvarlig over for Gud og næsten. Det er præcis det sted, I gerne vil stille den enkelte muslim.
Kære Naveed. Der er meget at tale om! Jeg håber at vi kan fortsætte samtalen. Både om det fælles - vores fælles ansvar overfor vores unge og vores demokratiske samfund – lighedspunkter og inspirationspunkter i hinandens tro. Og også samtalen om det, som vi er uenige om. Lad os blive ved med at spørge ind, undersøge og være nysgerrige på hinanden.
Jeg vil gerne have noget af dit mod – også modet til at udlevere noget af os selv til hinanden. Derfor vover jeg at skrive: Husk mig i dine bønner.
Kærlig hilsen
Niels
Dansk Muslimsk Manifest kan læses i sin helhed på www.danskmuslimskmanifest.dk
Podcast-udsendelserne kan findes på hjemmesiden eller høres i podcast app’en under navnet Sharia Manifestet Podcast.
