Udviklingsseminar for stiftsudvalg
Stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde inviterer stiftsudvalgene vedr. religionsmøde til udviklingsseminar i Hannerup Kirke lørdag d. 18. april kl. 10.30-17.00.
Stiftsudvalgene er sat i verden for at fremme religionsmødet i stiftet. Så kort kan målsætningen formuleres. Men hvordan løser vi opgaven? Udnytter vi kræfterne rigtigt? Hvilke muligheder har vi som stiftsudvalg?
Programmet indledes med et oplæg v. ph.d. og konsulent Mogens Mogensen, som i mange år har iagttaget Folkekirkens udvikling og dens forhold til omverdenen. Oplægget trækker en tråd imellem det kristne kernebudskab og Folkekirken som en organisation imellem andre organisationer. Vi bekender at være ”et i Kristus” — og alligevel viser der sig rundt omkring at være vidt forskellige måder at organisere sig på.
Herefter består programmet af tre workshops v. ph.d.-stipendiat, forfatter og ledelseskonsulent Poula Helth. Hun underviser bl.a. på CBS og har mere end 25 års erfaring med organisation og ledelse i den offentlige sektor. Sammen med deltagerne vil Poula Helth overveje de tre nøglebegreber – forandring, lederskab og læring – og sætte dem i relation til stiftsudvalgenes og sognenes virkelighed. Undervejs vil vores vaner og faste forestillinger blive udfordret.
Nærmere information ved. tilmelding er udsendt til stiftsudvalgene.