Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsbreve
Nyheder

Kirkelige reaktioner på terrorangrebet

København blev den 14.-15. februar ramt af et dødeligt terroranslag, hvor to uskyldige mennesker blev dræbt og fem politifolk såret. 

Terrorangrebet blev rettet mod et debatarrangement på Krudttønden på Østerbro og en jødisk konfirmationsfest (bat mitzva) i menighedshuset bag den jødiske synagoge i Indre By.

Den tragiske begivenhed har medført en lang række reaktioner og støtteerklæringer fra kirkelige ledere. En dominerende tendens i udtalelserne er, at der manes til sammenhold i stedet for polarisering mellem borgere og trossamfund i Danmark.

Biskop over Fyens Stift Tine Lindhardt udtaler i forbindelse med terrorangrebet:

”Terrorhandlingerne er ikke alene et angreb på konkrete mennesker, men på os alle, på vores samfund, vores trosfrihed, ytringsfrihed og demokrati. Ja, de er et angreb på den grundlæggende tillid, vi har til hinanden som mennesker. Det bedste svar netop i en situation som denne er derfor at insistere på tilliden, for lader vi mistroen og frygten råde, giver vi terroristerne alt for meget… Derfor er det vigtigt, at vi på tværs af religiøse og politiske skel står sammen for fredelig sameksistens. Vi må ikke lade den forfærdelige hændelse få lov til at skabe mistillid eller fjendskab mellem os, men sammen stå op imod terrorens mørke, med respekt for frihed og demokrati.”

Læs hele Tine Lindhardts udtalelse samt andre kirkelige reaktioner på terrorangrebet her

På billedet ses Biskop Peter Skov-Jakobsen sammen med formand for Muslimernes Fællesråd Sami Kücükakin (tv) og overrabiner Jair Melchior (th) til en mindehøjtidelighed ved Krudttønden den 16. februar i forbindelse med terrorangrebet.  (Foto: Sille Arendt).