Tekst og foto: Bo Nygaard Larsen
Der skal være stor respekt i religionsmødet. Det sagde kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA), da hun lørdag den 14. april talte på konferencen Religionsmøde i dit stift – set fra skolen, uddannelsesinstitutionen og hospitalet, som blev afholdt i Hannerup Kirke i Fredericia. Konferencen var arrangeret af stiftssamarbejdet Folkekirke & Religionsmøde og havde blandt andet til formål at kvalificere de religionsmøder der foregår i samfundsinstitutionerne.
»Forudsætningen for, at man kan få noget frugtbart ud af religionsmødet og kulturmødet er, at man ved, hvem man selv er. Ved man ikke det, er det svært at møde det, der er anderledes.
En af de gode ting ved, at der er kommet andre trossamfund ind i Danmark, er, at vi er begyndt at spørge os selv, hvorfor der er så mange, der er kristne og medlem af folkekirken,« sagde Mette Bock og fortsatte:
»Jeg tror, at religions- og trossamfundssamtale er lidt lettere, hvis det er en kristen, der taler med en muslim eller en buddhist, end hvis der er ateister involveret i samtalen. For der er et fælles sprog mellem troende og en forståelse af, hvad det vil sige at være et troende menneske. Det er afgørende for samtalen.«
Mette Bock slog fast, at der ikke findes en bestemt opskrift på, hvordan man i folkekirken skal gribe religionsmødet an. Og at det er helt legitimt, hvis man ikke ønsker at deltage i det.
»Men,« sagde hun, »andre tænker på, hvad de kan gøre for at fremme dialogen. Det synes jeg er spændende. Blandt andet fordi det er vigtigt for integrationen bredt i samfundet. Ikke kun sådan forstået, at det kun er os, der interesser os for, hvad det vil sige at være buddhist, muslim eller, hvad det nu kan være, men også at de meget forskellige troende, der kommer til Danmark, får større viden og indsigt i, hvad folkekirken betyder for danskerne,« sagde Mette Bock og fortsatte:
»Derfor er det vigtigt for mig, at samtalen skal være ligeværdig, og at den sker i respekt. Hvor det ikke nødvendigvis handler om, at man skal overbevise andre om, at de skal tro på noget andet. Min erfaring er, at så snart vi vil lave andre om, går det galt.«
Hun nævnte en række konkrete eksempler på, hvordan sognekirker laver arbejde eksempelvis for flygtninge.
»Jeg har set, hvordan kirker inviterer flygtningemødre med til babysalmesang, og hvordan kirker laver et decideret hjælpearbejde. Der er en perlerække af forskellig måde at lave arbejdet på. Hvad man gør, afhænger af hvor i landet man er, og hvor stort behovet er. For mig er det vigtigt, at kirkerne får samlet deres erfaringer, og det kan konferencen i dag bidrage til,« sagde Mette Bock.