Fra fejltænkere til selvtænkere i folkekirken

Af Hans Raun Iversen

Vi er til kursus på Præstehøjskolen i Løgumkloster omkring 1980. Aftenens litterære foredrag leveres af en kendt forfatter. I spørgerunden bliver det klart, at forfatterens kan sin Løgstrup og kender både den etiske fordring og de suveræne livsytringer. Netop det ligger øjensynligt bag præsternes reaktion, da forfatteren under rødvinen sidst på aftenen fortæller, at han har to adoptivbørn fra henholdsvis et buddhistisk og et hinduistisk land, som han opdrager i religionerne fra de lande, de kommer fra. Så bryder missionsiveren ud blandt kursets overvejende grundtvigske præster. Af al magt søger de at argumentere den gode løgstrupske kristendom med i halsen på forfatteren. Problemet er på ingen måde, at adoptivbørnene er fejlfarvede, men derimod at den dannede forfatter er fejltænkende: Når vi nu har en filosofisk dannet kristendom i Danmark, kan man da ikke oplære adoptivbørn i fremmede religioner.

Det lykkes lige så lidt med den ateistiske SF’er som med den filosofiske forfatter. Ved begge forløb er det kun de deltagere, der har erfaringer fra kulturmøde og mission fra andre lande, der ikke deltager i argumentationsmissionen. Under ophold i fremmede kulturer finder man ud af, at kristen mission må tage form af følgeskab i vidnesbyrd og tjeneste, som det hedder i Danmissions missionssyn.

At dømme ud fra 14 præsters case baserede bidrag om religionsmøde i praksis, som er fremlagt i september nummeret af tidsskriftet Kritisk Forum for Praktisk Teologi, har folkekirkens præster i dag en helt anderledes holdning til anderledes tænkende, end tilfældet var for 35 år siden. I dag falder det ikke præsterne ind, at folk af anden holdning og tro må argumenteres til rette, fordi de er fejltænkende. Præsterne går i stedet i dialog og arbejder med mange former for samvirke med folk med tro og holdninger, der afviger fra de gængse i folkekirken. Det gør de af mindst to grunde: Præster har studeret religionsteologi og dermed kristendommens forhold til andre religioner. Samtidigt er de anderledes tænkende blevet meget mere synlige i vores samfund, og de lægger ikke længere skjul på deres synspunkter, når de møder op i kirken eller hos præsten.

Antallet af troende udenfor folkekirkekristendommen er vokset i kraft globaliseringen og indvandringen. Andre verdensreligioner, især islam, er blevet stærkere repræsenteret i Danmark. Det præger en del af de 14 præsters indlæg om religionsteologi i praksis. Det mest påfaldende er dog, at de fleste af de udfordringer fra anderledes tænkende, præsterne skriver om, er hjemmevoksede. De kommer fra så forskellige grupper som Asatroende, reinkarnationstroende, ateister og folk, der oplever spøgelser og dæmoner i deres huse. Hertil føjes ønsker om barnedåb under private former, udøbte børns deltagelse i børnekonfirmandundervisning, samarbejdsprojekter med skolen, velsignelse af hus og hjem og tværreligiøse ritualer i forbindelse med krise-og katastrofemarkering. Et godt stykke ad vejen er der tale om gamle problemer, der tydeliggøres under nye vilkår.

Et enkelt eksempel kan illustrere situationen. Efter dåbssamtalen proklamerer dåbsbarnets far, der ellers har forholdt sig påfaldende tavs, at barnet efter dåben også skal indvies, ”knæsættes” hedder det, i hans kreds af Asatroende. Er det forsvarligt at døbe barnet på de vilkår? Det sætter præsten i gang med en nærmere undersøgelse og et ganske grundigt religionsteologisk studium. Hvad han – og de 13 andre præster – beslutter at gøre i sådanne situationer, kan man læse om i den fælles udgivelse.

Samlet set peger eksemplerne på, at vi vores tid er postsekulær. Det betyder ikke, at sekulariseringen og dens konsekvenser er ophævet: Det er tværtimod sekulariseringens frigørende side, der ligger bag, når den Asadyrkende far uden tøven fortæller præsten, at barnet skal ”knæsættes”. Men sekulariseringen er hverken altdominerende eller uendelig. Det gælder i hvert fald på tre områder:

For det første er det ikke blot sekulariseringen, der har sat sig igennem i individ og samfund. Kristendommen sidder stadigt i indretningen af vore institutioner og prægningen af vores mentalitet. For det andet findes der fortsat mange slags, indimellem stærke religiøse grupperinger i vores samfund. Ofte bruger de deres demokratisk ret til at gøre deres synspunkter markant gældende. For det tredje er de eksistentielle spørgsmål, som kristendommen altid har søgt at give svar på, så akutte som nogensinde. I vores på mange måder privilegerede hverdag, ligner vi ”et samfund uden gud”. Men overalt, lige under overfladen, melder de eksistentielle spørgsmål sig. Tendenser ser ud til at være, at jo mere markedsstyret, individualiseret og teknisk systemregeret vores samfund bliver, des vigtigere bliver de eksistentielle spørgsmål for den enkelte.

Da redaktionen i begyndelsen af 1980’erne modtog de første nordiske anmeldelser af det dengang nye Kritisk Forum for Praktisk Teologi, var de nordiske kolleger forundrede over, at folkekirken har så mange præster, der både kan tænke og skrive fagligt dygtigt. Det nyeste nummer demonstrerer, at præsterne også er rustede til at tage de nye religionsteologiske udfordringer på sig. På den måde lever de op til de forventninger, der er stillet til dem af stiftssamvirket Folkekirke og Religionsmøde, som har ønsket at få samlet et inspirations- og vejledningsmateriale om religionsteologi i folkekirkelig praksis.

Rekrutteringen af de i alt 16 præster, der har været med i forløbet, bestod i en rundskrivelse (marts 2015) til samtlige stiftsudvalg og biskopper. I mailen bad man stiftsudvalgene og biskopperne om at udpege “præster for hvem et sådant fagligt forløb kan være relevant”. Stifterne greb (som vanligt) den videre rekruttering meget forskelligt an. Den endelige deltagergruppe fordelte sig nogenlunde jævnt fra de 10 stifter. Gruppen har haft professor Peter Lodberg som vejleder. 14 af præsterne har efterfølgende ladet deres bidrag trykke i Kritisk Forum for Praktisk Teologi.

Det falder i øjnene, at det store flertal af de 14 bidragydende præster er kandidater fra Aarhus Universitet, hvor indføringen i religionsteologi gennem mange år har været et selvstændigt fag i den teologiske uddannelse. Om der er tale om en direkte sammenhæng her, er det umuligt at vide. At præsternes teologiske, herunder religionsteologiske, kompetencer er afgørende for folkekirkens fremtid, kan ingen være i tvivl om.