Fortsæt til hovedindholdet
Netværk
Imam. Præst. Kvinde.

Imam. Præst. Kvinde.

På Folkemødet i år vil Folkekirke & Religionsmøde stå for et arrangement i Folkekirkens telt med overskriften: Imam. Præst. Kvinde. Her kan folkemødedeltagerne møde imam Sherin Khankan og præst Eva Holmegaard Larsen og deltage i deres samtale om at være religiøse ledere og kvinder.

 

At være religiøs leder er en stor opgave. At være kvinde noget andet. Kvindelig religiøs leder noget helt tredje. Religioner kan have det svært med femininitet og ’urenhed’ og ligeledes med forandring. Kvindelige ledere i religiøse organisationer repræsenterer alle tre ting. Hvordan er det at være kvinde i en tradition, hvor mænd plejer at have lederrollen? Hvordan er det at være kvindelig fortolker af tekster, hvor mænd har hovedroller og fortolkningspositionen traditionelt har været maskulin? Og endelig hvilke personlige erfaringer har kvindelige religiøse ledere med lederrollen?

En imam og en præst – begge kvinder – giver svar.

 

DELTAGERE

Sherin Khankan, imam og direktør for Exitcirklen

Eva Holmegaaard Larsen, præst og teologisk konsulent i Helsingør Stift

Moderator er journalist Gertrud Højlund.

 

ARR: Folkekirke & Religionsmøde
TID: Fredag den 14. juni kl. 13.30-14.30
STED: C11 - Folkekirkens telt/Cirkuspladsen

 

Klik på nedenstående ikon for at lytte til F&R Podcast fra debat på Folkemødet 2018: Frihed og forhud.

 

Frihed og forhud (16 minutter) med debat fra Folkemødet 2018. Hvilken betydning vil et eventuelt forbud imod omskærelse have for forståelsen af det samfund vi lever i? To jurister og en filosof deltager i paneldebat, hvor de giver bud på de grundlæggende argumenter for religionsfrihed og grænserne mellem hvad familien og staten skal bestemme.