Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsbreve
Ny studentermedhjælper

Velkommen til Alexander!

 

Vi har ansat Alexander Nygård Hummelmose som studentermedhjælper hos F&R. Alexander læser Filosofi på Københavns Universitet og skal varetage opgaver ifm. Kristent-Muslimsk Samtaleforum, kommunikation og særligt understøtte os med det grafiske.

 

Vi stiller skarpt på Alexander ved at bede ham besvare et par spørgsmål:

 

Hvad går du og tænker over for tiden? 

"Hverdagen" er noget jeg tænker meget over for tiden. Både fordi man først rigtigt har fået den tilbage på en normaliseret måde for nyligt, og også fordi jeg selv er tilbage på skolebænken efter et års studiepause. Der er naturligvis mange praktiske spørgsmål der melder sig igen, når man skal til at smøre madpakker og dukke op til kaffeaftaler igen. Men når man har en hverdag blandt andre mennesker igen efter en lang pause, er der alligevel mange spørgsmål der træder frem, som ikke nødvendigvis var der før: Hvordan plejede man at opføre sig i den og den kontekst? Hvad har jeg lyst til at ændre på? Hvordan har jeg overhovedet lyst til at bruge min tid?

 

Hvad er den seneste bog, du har læst? 

Jeg har for nyligt kastet mig over første bind af Solveig Balles bogserie "Om udregning af rumfang". Den handler om en kvinde for hvem "tiden går i stykker" - det vil sige, at hun bliver ved med at vågne op til d. 18. november, og kun hun husker alle de foregående 18. november-dage. Det er et sjovt men også uhyggeligt tankeeksperiment at sidde fast i tiden. Jeg tror, det har gjort mig mere opmærksom på, hvordan der er fremskridt i ens egne dage: At selvom dagene kan minde meget om hinanden, så rykker tingene sig nye steder hen alligevel, også selvom det sker i så små ryk, at det næsten ikke er til at få øje på.

  

Hvad ser du frem til i dit arbejde ved F&R? 

Jeg ser enormt meget frem til både at gå i dialog med en masse forskellige mennesker, jeg næppe havde mødt ellers, samt at beskæftige mig med tro og religionsmøde. Den store diversitet i opgaver, emner og mennesker er både det, der begejstrer mig ved arbejdet, men det bliver formentlig også årsag til udfordringer. Men nu gør udfordringer heller ikke skade, når de befinder sig i et felt man sympatiserer med og interessere sig for.