Viden og inspiration - tillæg
Regin Prenters religionsteologi

Regin Prenters religionsteologi

Kirsten Munster
Sognepræst i Haderslev Domsogn og medlem af F&R's bestyrelse


I vores pluralistiske tid rejser der sig et væld af påtrængende spørgsmål i mødet mellem religionerne. Er Gud at finde gennem alle religioner? Hvordan skal religionerne møde hinanden? Kan kristne stadig hævde, at deres tro har en universel sandhed, en påstand som også findes hos andre troende?

Siden 1960’erne har disse spørgsmål i stigende grad været på den teologiske dagsorden i international sammenhæng, dog kun i begrænset omfang på dansk grund. Men måske findes der danske bidrag i skatkisten med teologisk arvesølv, som kan vise sig nyttige i dag. Det vil denne artikel forsøge at belyse med fokus på Regin Prenter.

Prenter (1907-1990) var professor i dogmatik ved Århus Universitet fra 1945 til 1972. Omtrent i samme tidsrum, fra slutningen af 1940’erne og fyrre år frem, sad han i bestyrelsen for Den nordiske kristne Buddhistmission (det nuværende Areaopagos). Jeg vil med udblik til hans dogmatiske arbejde gengive et trykt foredrag, han holdt på ”Buddhistmissionens vinteruniversitet” i 1961, og derudfra placere ham i det religionstologiske landskab.

Prenter udgav i begyndelsen af 1950’erne Skabelse og Genløsning, hovedværket inden for dansk dogmatik i det 20. århundrede. Værket forbliver indenfor det kristne univers og indeholder ikke noget afsnit om kristendommens forhold til religionerne, men da de grundtanker findes her, som sætter kursen for Prenters senere religionsteologiske overvejelser, vil jeg kort ridse dem op. For Prenter er kristologien al teologis centrum. ”Theologi og kristologi er det samme” og ”kristologien bliver al theologis centrum, som medbestemmer enhver sætning i den” (1). Prenter taler aldrig isoleret om skabelsens gudsbillede og mennesket, og han afviser at mennesker gennem naturlig teologi (fornuft og filosofi) kan kende Gud. Selvom mennesket er skabt i Guds billede, er der kun adgang til Gud i Jesus Kristus, i hvem Gud har åbenbaret sig. Sådan hænger skabelse og genløsning tæt sammen, og frelsen er betinget af menneskets forhold til Kristus.

Med Prenters kristologiske teologi in mente, vil jeg nu gengive det omtalte foredrag med titlen ”Vi og de andre religioner”. To centrale spørgsmål forsøger Prenter her at besvare: Hvordan forstår kirken sit budskabs universalitet? Og hvilken sandhed er der at finde i andre religioner? Prenter gør opmærksom på, at hans tanker har taget form via inspiration fra to mænd med vidt forskellige standpunkter. Dels den hollandske missionsteolog H. Kraemer, som er meget tilbageholdende med at tilkende andre religioner sandhedsværdi, og dels den norske stifter af Den nordiske kristne Buddhistmission, K.L. Reichelt, som derimod forholder sig positivt til tanken om Guds tilstedeværelse i ikke-kristne religioner.

Nu til det første spørgsmål om kristendommens universalitet. I missionsbefalingen er kirken sendt til alle folkeslagene med evangeliet. Men i hvilken forstand kan kristendommen blive en tro for alle folk, og i hvilken forstand kan den aldrig blive det? Det uddyber Prenter ved – som han også ynder i sin dogmatik – at forholde sig til to modsætninger: synkretismen og totalitarismen.

Synkretisme er udfordringen til kristendommen i mødet med østens religioner, hinduisme og buddhisme, der gerne indoptager elementer fra andre religioner ud fra den tankegang, at den enkelte religion kun indeholder brudstykker af sandheden, og det er nødvendigt at føje brudstykkerne fra de forskellige religioner sammen for at se hele sandheden. I forlængelse af Kraemer afviser Prenter synkretismens vej med den begrundelse, at kristendommen gør krav på at være Guds åbenbaring i eksklusiv forstand. Gud har åbenbaret sig fuldkomment i personen Jesus, og synkretistisk omgang med andre religioner tilslører det afgørende i kristendommen, ”at Gud i Jesus Kristus ikke har åbenbaret visse nye og betydningsfulde sandheder eller erfaringer af religiøs art, men sit eget inderste væsen og sindelag, og at det er fuldt personligt fællesskab med Gud, som vindes i personen Jesus Kristus” (2). Når budskabet om ham forkyndes, har mennesker frihed til at tage imod i tro eller afvise det. Derfor kan kristendommen aldrig blive en religion for hele menneskeheden.

Den anden udfordring til kristendommen ser Prenter i mødet med kommunismens totalitære tænkning, der påtvinger andre den vedtagne sandhed med magt. Kristendommen gør også krav på at besidde sandheden, men forkyndelsen i frihed udelukker enhver form for tvang.

Det kan synes som kristendommens handicap over for andre religioner og politiske ideologier, at den afviser såvel kompromis som magtanvendelse, men det er samtidig kristendommens styrke, der gør den i stand til at fastholde sandheden også i tider med nederlag. Prenter foretager sondringen mellem ekstensiv og intensiv universalitet: ”Kristendommen er ikke – og kan ikke blive – universal i ekstensiv forstand, altså i den betydning, at den engang skal få alle menneskes tilslutning. Universal i denne forstand kan den kun blive ved at fornægte sig selv, ved at blive enten synkretistisk eller totalitær. Derimod er kristendommen universal i intensiv forstand – den bringer evangeliet om den sande Gud, der blev sandt menneske for at oprejse den af synden fordærvede menneskeslægt til nyt sandt menneskeliv...hvad enten alle eller få vil indse det og tage derimod” (3).

Nu til spørgsmålet om sandhed i de andre religioner. I forlængelse af det foregående kunne man tro, at Prenter ville være helt afvisende over for at tale om sandhed uden for den kristne tro. Det er ikke tilfældet. Det afgørende er, om sandheden har personal karakter eller ej. ”Kristendommen må bestemt fraskrive enhver anden religion sandheden i person. Gud har kun een eenbåren Søn,...derfor kan den give plads for, at der i andre religioner findes enkelte sandhedserkendelser, altså ikke sandheden, som er en person, men sandheder, som ikke er en person, som på en eller anden måde peger frem mod Jesus Kristus” (4). Fokus på Kristus som sandheden åbner for det perspektiv, at menneskers ord og lære er sande, for så vidt de peger på ham. Derfor kan der forekomme brudstykker af sandhed i det ikke-kristne landskab.

Muligheden for at sandhed også kan findes i ikke-kristne religioner ser Prenter i forlængelse af oldkirkens tale om ordets udsæd uden for kirken, Logos spermatikos, der er baseret på den johannæiske inkarnationstanke. Lyset i Kristus har fra verdens skabelse skinnet i mørket og peget frem mod det sande lys. Opgaven består i både internt og udenfor kristendommen at vurdere og ”sondre mellem det, der pegede i retning af Jesus Kristus...og det, der pegede bort fra ham og helt måtte forkastes”(5). Derfor går Prenter ind på tanken om tilknytningspunkter og sandhedsmomenter i andre religioner, hvilket ofte ikke er faste og tydelige punkter i religionens tankeindhold, men snarere den utilfredsstillede higen og søgen. Sådan nævner Prenter muslimens ærbødighed for Gud, jødens forhold til loven og buddhistens søgen efter livsfylde som det, der kan være tilknytningspunkt for mødet med den kristne tro.

Opgaven i det kristne møde med andre religioner bliver derfor at se disse i evangeliets lys. Mødet skal hverken bestå i ”evangeliets opsugning i de fremmede religioner (i synkretismen) eller de andre religioners tilintetgørelse ved kristendommen (i totalitarianismen)”, ...men ”et møde i hvilket evangeliets sandhed såvel afslører og dømmer, som tolker og opfylder de fremmede religioners sandhedsmomenter”(6).

Da Prenter i 1964 udgiver sin dogmatiske folkebog Kirkens tro, er kapitlet om Gud suppleret med et afsnit om ”Religionernes ukendte Gud”. Her gør han brug af sine religionsteologiske overvejelser med inddragelse af Paulus’ Areopagos-tale som nøgle til at forstå det kristne møde med verdens religiøse mangfoldighed. Menneskers søgen og famlen efter Gud i religionerne er blind, men Gud har set menneskers længsel og opfyldt den ved at sende os Jesus Kristus, og i ham er Gud ikke længere ukendt for os.

Inden for religionsteologien taler man om tre forskellige tilgange til kristendommens møde med andre religioner, betegnet som eksklusivisme, inklusivisme og pluralisme. Idet Prenter afviser en synkretistisk tilnærmelse mellem religionerne, lægger han klar afstand til pluralismens tankegang, at alle veje fører til Gud. I stedet fastholder han med åbenbaringsteologisk begrundelse kristendommens unikhed. Derfor ville Prenter sikkert være forbeholden over for den sætning, som gennem de sidste tyve år har vundet konsensus i religionsteologien: at vi ikke kan pege på nogen anden vej til frelse end Jesus Kristus; men vi på samme tid ikke kan sætte grænser for Guds frelsende magt. Prenter ville nok indvende at den kristne ydmyghed her fører for vidt i retning af åbenhed over for andre frelsesveje end Kristus.

Samtidig med at Prenter befinder sig inden for den eksklusive position, har han qua sin personale forståelse af sandheden som bundet op på Kristus en inklusiv tilgang til mødet med andre religioner, der tillægges en vis sandhedsværdi - om end man kan beskylde Prenter for kun at udvise minimalistisk imødekommenhed: de andres sandheder er små og løsrevne, sandheden defineres ud fra kristentroen, og deres sandhed bestemmes mere negativt som søgen og længsel end som positivt indhold. Sandhed i andre religioner tillægges heller ikke isoleret værdi, men ses i missionarisk perspektiv som trædesten i retning af menneskers vej mod den kristne tro. Ikke desto mindre åbner dette inklusive perspektiv for samtalen mellem religionerne – en samtale Prenter i praksis var med til at befordre gennem sin støtte til etableringen af studiecenteret på Tao Fong Shan.

Prenter forener en tydelig, overbevist og missionerende kristendom med et ønske om at møde det andet menneske i dets religiøse tradition. Og det vel at mærke uden at medbringe fortidens udviklingsoptimistiske og imperialistiske kristendomssyn; han er parat til at ofre kristendommens vækst for at fastholde dens sandhed. Det er ikke dårlige pejlemærker at tage med, når det nu er os anno 2004, der med fortsat teologisk refleksion skal finde vores vej videre frem i religionsmødet.

Noter
1: Skabelse og Genløsning s. 322.
2: Vi og de andre religioner s. 14
3: ” – ” s. 16
4: ” – ” s. 18
5: ” – ” s. 20
6: ” – ” s. 23

Litteratur:
Regin Prenter: Vi og den andre religioner, i ”Buddhistmissionens Vinteruniversitet”, 1961
Regin Prenter: Skabelse og Genløsning, 1967
Regin Prenter: Kirkens tro, 1964
David J. Bosch: Transforming Mission, 1991
Svend Bjerg: Århusteologerne, 1994
Viggo Mortensen: Kirkens hjerte og åndedræt. Selskabet til støtte for Pakistans kirke (4) 2003, s. 15-24