Aktuelt
Religionsmøde er hverdag

Religionsmøde er hverdag

Folkekirken skal være med til at drøfte og finde løsninger på, hvordan vi kan leve med hinandens forskelligartede religioner i et stadig mere pluralistisk samfund. Konferencen 'Religionsmøde i dit stift', som blev afholdt d. 14. april i Fredericia, gav mulighed for at reflektere over hvad folkekirken skal arbejde med i relation til religionsmøde. For hvad er egentlig vores ansvar? Det gav både biskop Marianne Gaarden og kirkeminister Mette Bock hver deres bud på. I den blå boks nedenfor er der links til deres oplæg. Samtidig kan du læse en artikel nedenfor om hvordan folkekirken mere konkret arbejder med religionsmøde.


Tekst og foto: Bo Nygaard Larsen


Stiftsdagen 2018


Den 14. april afholdt Folkekirke & Religionsmøde konference om Religionsmøde i dit stift - set fra skolen, uddannelsesinstitutionen og hospitalet. Læs mere ved at klikke på de følgende links:


Samtalerne mellem de forskellige religioner har for alvor fået fodfæste. Ikke kun i folkekirken, men i hele samfundet. Det mærker Folkekirke & Religionsmøde, F&R, der er en samarbejdsorganisation for det mellemreligiøse arbejde i ni af landets ti stifter.

- Det er tydeligt, at flere og flere er optaget af religionsmødet. Det glæder mig, for samtalen er vigtig. Det er vigtigt, at vi som folkekirke er med til at drøfte og finde løsninger på, hvordan vi kan leve med hinandens forskelligartede religioner i et stadig mere pluralistisk samfund, siger Kåre Schelde Busk, der er generalsekretær i Folkekirke & Religionsmøde.

Han hæfter sig ved, at samtalen i dag er rykket længere ud i de lokale folkekirkelige miljøer og organiseres for eksempel i stifterne. De fleste af stifterne har da også nedsat særlige udvalg, der udelukkende arbejder med religionsmødet.

- I udvalgene bliver der gjort et stort arbejde. Det er vigtigt, at vi anerkender deres indsats, for det egentlige religionsmøde finder sted i den lokale hverdag. Som samarbejdsorganisation kan vi kun støtte og inspirere til deres fortsatte arbejde, siger Kåre Schelde Busk.

Samtalen skal ned på jorden

I Roskilde Stift er religionsmødet organiseret i udvalget Global Kristendom. Stiftet har i en årrække haft særlig bevågenhed om området – blandt andet gennem projektet ’Din Tro Min Tro’, der via skolebesøg skaber dialog og viden om kristendommen, islam og jødedommen.

For Bodil Therkelsen, der er formand for Stiftsrådet, er det et vigtigt og nødvendigt arbejde.

- I folkekirken skal vi passe på med ikke at bygge siloer og blive inden for vores egne mure. Vi skal ud i samfundet og deltage i mødet og samtalen med andre troende, siger Bodil Therkelsen, der mener, at den samtale netop egner sig godt i stifterne.

- Vi skal have samtalen helt ned på jorden, og det er smilet, der ofte er den korteste vej til dialogen. Konkret vil det sige, at vi skal blive bedre til at hilse på kollegaen, der har en anden tro end os selv, siger Bodil Therkelsen.

Hun kan sagtens forestille sig, at Roskilde Stift i fremtiden vil bruge endnu flere ressourcer på at fremme religionsmødet.

- Det er klart et område, vi skal have mere fokus på. Fra stiftets side kan vi give inspiration til vores sogne og få involveret provstierne. Vi har et stort netværk. Vi skal bare vide, hvordan vi bruger det, siger Bodil Therkelsen.

Den nødvendige samtale i Haderslev

I Haderslev Stift er det mellemreligiøse arbejde organiseret i Stiftsudvalget for folkekirke og religionsmøde. Udvalgets formand, sognepræst Kirsten Münster, finder det kun naturligt, at samtalen mellem religionerne bliver styrket i stiftet.

- Vi er gået fra at være en monokultur til en multikultur, og der melder sig hele tiden nye spørgsmål om og nye udfordringer til, hvordan vi skal agere i det. Kun ved at tale om det kan vi finde ud af, hvordan vi kan leve sammen med forskellige religioner og kulturer, siger Kirsten Münster.

Hun er til daglig sognepræst ved Haderslev Domkirke og i sit arbejde gør hun, hvad hun kan for at fremme mødet med andre religioner. For eksempel har hun hvert år sine konfirmander med på besøg i den lokale moské, hun er med til at arrangere skolebesøg med en præst og en imam, og hun er med i dåbsoplæring for ikke-kristne fra den arabiske verden. 

Religionsmødet sker i hverdagen

Kåre Schelde Busk håber at kunne inspirere til endnu flere tiltag. Det gælder for eksempel fokus på religionsmødet på de steder, hvor folk i forvejen mødes.

- Det store religionsmøde foregår i dag i samfundets kerneinstitutioner såsom skolerne, på de højere uddannelsessteder og på hospitalerne. Det er her, at de enkelte troende er sammen, og jeg ser gerne, at vi i fællesskab kan gøre en endnu større indsats for at styrke religionsmødet her, siger han og fortsætter:

- Og naturligvis skal folkekirken gå forrest i dette arbejde. Vi har den længste erfaring i at være trossamfund i et sekulært samfund. Derfor påhviler der os et ansvar for at være med til at finde løsninger på, hvordan der også i fremtiden kan være plads til religion i det danske samfund – selvom det på ingen måde er blevet enklere.