Nyhedsarkiv
Nyheder

Netværk om samfund og religion 

Lokalt netværk af civile, kommunale, professionelle og religiøse aktører er i støbeskeen.
Religion er en privat sag! Påstanden er ikke helt så selvfølgelig, som den har været. For der er religiøse symboler, debatter og handlinger så mange steder i det offentlige rum, at man må lukke både øjne og ører, hvis man vil undgå dem. F&R søsætter nu et pilotprojekt med lokale netværk, der tager udgangspunkt i den geografiske afgrænsning, som provstier udgør.

Netværkene skal skabe rum for samtalen om religion og livssyn i det sekulære samfund. Lokale samfundsaktører bliver klogere på og samtaler om de spørgsmål, som kommer af at religion er i spil – både negativt og positivt i vores samtid.    

Mange steder er der allerede forventninger til kirken fra andre lokale aktører. Denne forventning imødekommer folkekirken nu ved at oprette netværk, hvor spørgsmål om religion i det offentlige rum og i offentlige institutioner kan behandles med respekt for de sekulære rammer for religion, som vi lever med i Danmark.  

Det særlige ved pilotprojektet er at netværkene består af nøgleaktører i lokalsamfundet, som har brug for i fællesskab at finde løsninger. Netværkene skal bestå af både det politiske, institutionelle og civile lokalsamfund, såvel som lokale tros- og livssynssamfund og folkekirken.

 

Konkret kan netværket altså omfatte:

  • ledere af lokale tros- og livssynssamfund
  • kommunale politikere og embedsmænd
  • fremtrædende civile aktører
  • ledere af offentlige institutioner; skoler, fængsler, hospitaler mm.
  • provster og præster

FAKTABOKS

Som et pilotprojekt vil F&R opbygge og facilitere 3-5 kompetencenetværk på provstiniveau. Netværkene skal være med til at bringe folkekirken i spil som en ressource, når der lokalt skal reflekteres over og findes løsninger på religion og livssyn i offentlige rum og institutioner. Finansieres af Omprioriteringspuljen.