Folkekirke og Religionsmøde

Religionsdialog og mission

Oversigt over Religionsdialog og mission:

Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.

Den som prædiker frafald skal lide døden - om frafald og straf
5. Mos. 13,3-6
Den der lokker til at dyrke andre Guder - om frafald, straf og fordømmelse
5. Mos. 13,7-12
Døm ikke... - om accept af anderledes troende
Matt. 7,1f
Advarsel mod at bringe til fald - om forargelse og frafald
Matt. 18,6-11
Kald ikke nogen på jorden jeres fader - om autoritet, autencitet, mission og kolonialisme
Matt. 23,9f
Gå ud i alverden - om mission og universalitet
Mark. 16,15-16
Peters fiskedræt - om religionsmøde, det hellige øjeblik og mission
Luk. 5,1-11
Som jeg er udsendt, sender jeg jer - om mission og kirkens sendelse
Joh. 20,20-23
Vi kan ikke lade være med at tale - om motivering for mission
Apg. 4,20f
Samtale i jødernes synagoge - om samtale/dialog og mission
Apg. 17,2f
Paulus på Areopagos - om at lytte og tale ind i en kontekst
Apg. 17,16-34
I er et brev fra Kristus - om at være sendt i kød og blod, åbent budskab og mission
2. Kor. 3,3f
Gud forligte verden med sig selv - om universalitet contra evangelisk reduktionisme
2. Kor. 5,19f
Guds visdom i al sin mangfoldighed - om Guds mange farver
Ef. 3,10f

Den som prædiker frafald skal lide døden

5. Mos. 13,3-6
Og det tegn eller varsel, han har givet, indtræffer, og han siger: »Lad os følge andre guder, som du ikke før har kendt, og dyrke dem,« da skal du ikke lytte til, hvad den profet eller den, der har drømmesyner, siger. Det er Herren jeres Gud, der sætter jer på prøve for at få at vide, om I elsker Herren jeres Gud af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl. Herren jeres Gud skal I følge, ham skal I frygte, og hans befalinger skal I holde, ham skal I adlyde, ham skal I tjene, og ham skal I holde fast ved. Men den profet eller den, der har drømmesyner, skal lide døden, for han har prædiket frafald fra Herren jeres Gud, som førte jer ud af Egypten og udfriede dig af trællehuset. Han har villet lede dig bort fra den vej, som Herren din Gud har befalet dig at vandre ad. Du skal udrydde det onde af din midte.

Kommentar til teksten:
Spørgsmålet om straf ved frafald fra troen og problematikken om en eventuel straf over dem, som forfører til frafald, har naturligvis aktualitet i religionsmødet, for det er mødets risiko, at netop det sker. I Det Gammel Testamente er der næppe tvivl om, at frafald fra den levende Gud kan straffes med døden, men i Det Nye Testamente finder vi ikke den tanke.

Sammenhæng:
5. Mosebog kaldes også for Deuteronomium, der betyder ”den anden lov”. Den rummer således en lovsamling, hvis love minder om dem, der tidligere er bragt i de første fire Mosebøger. Kapitlerne 4-11 er en opfordring fra Moses (5. Mosebog er formet som en tale, der holdes af Moses) til folket om at overholde Guds befalinger. Talen blev holdt umiddelbart før israelitterne indvandrede i Kana’ans land.

Citater:
Aminah Tønnsen-referencer til Koranen, der understreger at tro må være frivillig - og straf af frafald og forførelse derfor meningsløs:

"Hvis det havde været Guds vilje, ville alle på jorden have troet (på Ham). Vil du da tvinge menneskeheden til at tro? Ingen kan tro - undtagen Gud vil det; men de, der ikke bruger deres intellekt, vil forblive forvirrede." (Sura 10:99-100)
"Sig: Dette er sandheden fra Herren! Lad den, der vil tro - og lad den, der vil, afvise at tro." (Sura 18:29)
"Vi har visselig vist mennesket vejen. Om det vil være taknemmeligt eller utaknemmeligt, er op til det selv." (Sura 76:3)
"Sig: Oh I, der afviser troen! Jeg tilbeder ikke (de afguder), som I tilbeder, og I tilbeder ikke (den Herre), som jeg tilbeder. Jeg vil aldrig (nogensinde) tilbede (de afguder), som I tilbeder. Ej heller vil I (nogensinde) tilbede (den Herre), som jeg tilbeder. Gå I jeres vej - jeg går min!'' (Sura 109:1-6)
"Du vil ikke være i stand til at retlede alle dine kære. Gud vejleder den, Han vil." (Sura 28:56)
"(Vær ikke mismodig) hvis de vender dig ryggen. Det påhviler dig blot at forkynde det tydelige budskab." (Sura 16:82)

"Som religiøse fellesskap opplever vi, hver på vår side, at det er gledelig når noen ønsker å dele vår tro og bli del av vårt trosfellesskap. Derfor vil vi også, hver på vår side, respektere en persons rett til å konvertere til en annen religion enn vår egen."
(22. august 2007 presenterte Islamsk Råd Norge og Mellomkirkelig råd for Den norske kirke en felles erklæring om trosfrihet og konvertering. Læs hele erklæringen)

Den der lokker til at dyrke andre Guder

5. Mos. 13,7-12
Hvis din bror eller din søn eller datter eller din kone, som du elsker, eller din nærmeste ven i hemmelighed prøver at lokke dig og sige: »Lad os gå hen og dyrke andre guder,« guder som hverken du eller dine fædre har kendt, men som dyrkes af de folk, som bor rundt omkring jer, enten nærved eller langt borte, over hele jorden, da skal du ikke give efter for ham og ikke lytte til ham. Vis ham ingen barmhjertighed, og skån ham ikke, dæk ikke over ham, men slå ham ihjel! Du skal være den første, der løfter hånden mod ham, når han skal dræbes; derefter skal resten af folket løfte hånden. Du skal stene ham til døde, for han har forsøgt at lede dig bort fra Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Hele Israel skal høre om det og blive bange, og man skal ikke mere begå så ond en handling hos dig.

Kommentar til teksten:
I Det Gamle Testamente forbindes frafald med dødsstraf - i hvert fald på dette sted. I kristendommen har man allerede tidligt også forholdt sog stærkt fordømmende over for frafaldet - Se fx Hebr. 3,12, Hebr. 6,4-7, men her (i Det Nye Testamente) er dom og straf overladt til Gud, det er ikke menneskers anliggende
Se også: Advarsel mod at bringe til fald - Se videre om frafald/apostasi indenfor islam på konversion.dk

Døm ikke...

Matt. 7,1f
Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes.

Kommentar til teksten:
Jesu ord fra Bjergprædikenen, "Døm ikke, at I ikke selv skal dømmes," handler ikke om forholdet mellem kristne og anderledes troende, men om at dømme hinanden set med Guds øjne. Forudsætningen er, at al dom i sidste ende er Guds, og overfor Gud kan det meget vel være, at den dømmende selv dømmest strengest. I afledet forstand kan ordene bringes i spil i religionsdialogen.
Se også: Om at prøve ånderne på Kristi inkarnation (1. Joh.)

Sammenhæng:
Mattæusevangeliet er det første skrift i Det Nye Testamente, og det er det evangelium, der oftest benyttes i kirken. Mattæusevangeliet er præget af et jødisk udgangspunkt og en vilje til at se Jesu gerning som en opfyldelse af Det Gamle Testamente.
Bjergprædiken strækker sig over kap. 5-7 og er en af Jesu taler til sine disciple, hvor det gennemgående tema er en radikalisering af den gamle lov. Samtidig er der tale om det eskatologiske moment, der hedder ”allerede-endnu ikke”, der henviser til gudsriget, der på én gang allerede er på jorden og endnu ikke er kommet.

Advarsel mod at bringe til fald

Matt. 18,6-11
Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb…

Kommentar til teksten:
At bringe til fald betyder her ”få til at miste troen, livsmodet, måske ligefrem troen på Guds Rige”. Dette ondeste, man kan gøre mod et andet menneske, har en eksistentiel eller eskatologisk straf i vente, men det er ikke noget, mennesker skal eksekvere. Dette står i modsætning til moseloven, hvor frafald skal straffes med døden. (5. Mos. 13,3-6).
Advarsler mod frafald findes også andre steder i Det Nye Testamente: Fx Hebr. 3,12; 6,4-5 og 1. Kor. 10,12.
Inden for Islam diskuterer Aminah Tønnsen også frafaldspørgsmålet ud fra sura 2,256: ”Der må ikke være tvang i trosanliggender”, hvilket vil sige, at det at straffe en muslim for frafald vil være mod koranens ånd. Se: Frafald i islam - (Aminah Tønnsen).
Hun bringer dog ikke Sura 4,89 på bane, hvor de frafaldne, eller dem, der har vendt sig fra Gud, skal pågribes og dræbes.

Kald ikke nogen på jorden jeres fader

Matt. 23,9f
Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen.

Kommentar til teksten:
Teksten her viser noget om, hvilken ydmyghed, man skal have over for Faderen, og hvilken autoritet han bør tillægges. Endvidere fortæller Jesus her disciplene om vigtigheden af at leve et autentisk liv, hvilket ikke er noget, som de skriftkloge og farisæerne praktiserer.
Darell Guder mener, at man kan se ”kristenheden” - den europæiske statskirkelighed - som en videre udvikling af den tidlige kirkes kompromisser med magt og patriarkalske samfundsformer. Det er dette fald som den kristne kirke har med i bagagen og hvor man kan se en forbindelses linje til det problematiske partnerskab mellem kolonialisme og mission. (Jf. Darell Guder: Mission i et pluralistisk samfund (2007), side 13).

Sammenhæng:
Mattæusevangeliet er det første skrift i Det Nye Testamente, og det er det evangelium, der oftest benyttes i kirken. Mattæusevangeliet er præget af et jødisk udgangspunkt og en vilje til at se Jesu gerning som en opfyldelse af Det Gamle Testamente.
Denne tale, der er rettet imod de skriftkloge og farisæerne, efterfølger de lignelser, der belyser frelseshistorien, og efter dette kommer talen om de sidste tider.
I denne tekst slås fast, at faderen er én – han, som er i himlen.

Gå ud i alverden

Mark. 16,15-16
Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.

Kommentar til teksten:
”Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen”. Det er fordringen om mission. Fordringen møder disciplene på et nulpunkt af tro, hvor hårdhjertethed overfor det at tro på vidnesbyrdene om hans opstandelse hersker.
I alle fire evangelier er der befaling om mission, men de har lidt forskelligt fokus. Hos Mattæus handler den om at skabe troende ved dåb og oplæring, hos Markus er vægten på, at evangeliet prædikes, hos Lukas på prædiken til omvendelse til syndernes forladelse og på at være Jesu vidner og endelig hos Johannes om at være sendt af Jesus med fuldmagt til at forlade syndere. Både hos Lukas og Johannes er missionsbefalingen tæt knyttet til disciplenes modtagelse af Helligånden. Hos Mattæus er den knyttet til Kristi almagt og nærvær. (Matt. 28,16-f, Mark. 16,15-16) Se også Mark. 13,10 og Luk. 24,46-47

Sammenhæng:
Markusevangeliet er det ældste evangelium, og forfatteren formår at skabe en ny litterær genre, som bliver til inspiration for både Mattæus og Lukas. Det menes at være skrevet omkring år 70. Markusevangeliet er skrevet i et hedningekristent miljø, hvilket bl.a. ses ved den omhyggelighed, der er anvendt for at forklare de jødiske skikke og sædvaner, der omtales.
Denne tekst befinder sig i den del af evangeliet, der beskæftiger sig med Jesu lidelse, død og opstandelse, og her viser Jesus sig for de 11 efter de ikke har troet forskellige vidnesbyrd om hans opstandelse. Han bebrejder dem for deres hårdhjertethed, men siger så: ”Gå ud i alverden og forkynd evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.”

Peters fiskedræt

Luk. 5,1-11
… Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges…

Kommentar til teksten:
Mødet med den guddommelige vælde sætter Peters mission i gang: fra nu af skal han fange mennesker. Teksten understreger, at mødet med det evige, med Gud, eller det hellige sender ud i verden. Teksten har inspireret på mange måder: Grundtvig blev inspireret til at digte om måden, vi skal fiske på (DDS nr. 147). Biskop Steen Skovsgaard ser selve vilkåret for det at fiske som det bedste billede på mission - det hellige møde, man ikke selv kan skabe. Se nedenfor.

Sammenhæng:
Lukasevangeliet udgør sammen med Markus- og Mattæusevangeliet de synoptiske evangelier, men det adskiller sig ved bl.a. at have Jesu barndomshistorie, Lignelsen om den barmhjertige samaritaner og Emmausberetningen med. Lukasevangeliet er skrevet uden for Palæstina og henvender sig til et ikke-jødisk, hellenistisk publikum.
Denne tekst om Peters fiskefangst er en del af det afsnit, der handler om Jesu virke i Galilæa.
Jesus underviser folk fra en båd og beder derefter Simon (senere Peter) om lægge garnene ud, og trods manglende fiskesucces natten igennem kaster Peter garnene ud ”på dit ord”. Han og de andre fiskere fanger så meget, at bådene er ved at synke, og Peter kaster sig ned og siger ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” Men Jesus siger: ”Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.”

Som jeg er udsendt, sender jeg jer

Joh. 20,20-23
Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

Kommentar til teksten:
Jesus udsender i denne tekst sine disciple til mission. I lighed med hele resten af evangeliet sker det med en guddommelig autorisation, idet det dels er kendt for alle de implicerede parter, at Jesus er Kristus, Guds søn, og dels er Jesus selv udsendt af Gud, og således skal disciplene også udsendes. Jesus sender disciplene ud, giver dem Helligånden og med den følger også ret og beføjelser til at forlade synder.

Sammenhæng:
Johannesevangeliet er det seneste af de fire evangelier. Det gennemgående tema i evangeliet er kristologi, og ethvert emne kulminerer dermed altid i en fremstilling af Jesu persons betydning. Johannesevangeliet er den første tekst i kanon, der med sin brug af logos direkte peger på en forståelse af Kristi præeksistens og universalitet.
Teksten her er en del af evangeliets tredje hoveddel, som udgøres af lidelseshistorien. Her handler det specifikt om den underdel, der behandler opstandelsesberetningerne.

Vi kan ikke lade være med at tale

Apg. 4,20f
Men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt.

Kommentar til teksten:
Der er et presserende ”betydningsoverskud” i det store og altforvandlende, som disciplene har været vidne til, og som sætter sig igennem i tydelige tegn gennem deres helbredelsesvirksomhed. Det må ud, ikke som pligt og ifølge et påbud, men som noget, der ikke kan holdes tilbage.

Sammenhæng:
Skriftet, Apostlenes Gerninger handler om de kristnes første årtier efter Jesu død, og det er skrevet af samme forfatter som Lukasevangeliet. Vi befinder os her i Jerusalem, hvor apostlene forkynder evangeliet, selvom de jødiske myndigheder har forsøgt at standse dette.
På grund af en helbredelse, der er blevet tydeligt tegn for alle i Jerusalem, befaler rådet apostlene Peter og Johannes, at de ikke må forkynde, at det er i Kristi navn, helbredelsen er sket. Hertil svarer de: ”Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham; men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt.”

Samtale i jødernes synagoge

Apg. 17,2f
Efter sædvane gik Paulus hen til dem, og tre sabbatter i træk førte han samtaler med dem ud fra Skrifterne.

Kommentar til teksten/citat:
Missionens væsen og indhold kan ikke fyldestgørende defineres som dialog. Det kan også forstås som et udsagn om, hvordan der kan eller skal drives mission. Man kommer i de allerfleste tilfælde ikke udenom dialogen i bestræbelsen på at føre mennesker til Kristus. Vi møder det i Ap.G. 17,2, hvor der om Paulus står, at da han kom til Thessalonika, gik han hen til jøderne i synagogen ”og tre sabbatter i træk førte samtaler med dem ud fra Skriften”. Det er altså hverken korrekt at se mission og dialog som identiske eller at se mission og dialog som alternativer eller modsætninger.
(Kurt Christensen: Mission - hvad og hvorfor?)

Sammenhæng:
Skriftet, Apostlenes Gerninger handler om de kristnes første årtier efter Jesu død, og det er skrevet af samme forfatter som Lukasevangeliet.
Her er Paulus på tur rundt til sine menigheder, og han er her kommet til Thessalonika, hvor han skulle forkynde evangeliet, men jøderne bliver misundelige og skaber ufred og forfølgelse.

Paulus på Areopagos

Apg. 17,16-34
… Så stod Paulus frem midt på Areopagos og sagde: »Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer…

Kommentar til teksten:
Areopagos-talen er ifølge Andrew Wingate et praktisk eksempel på dialog. Paulus møder op, der hvor filosofferne er. Han observerer og lytter. Han lytter til, hvad der er godt i deres skrifter og bygger på det, han kan tilslutte sig. Han fremhæver Kristus og hans opstandelse som centrum uden at bruge navnet. Det gør han først til sidst. Han demonstrerer vilje til diskussion, til at imødegå fejltagelse og modsigelse.
Alt sammen med den forudsætning at det er samme Gud, vi lever og røres i.
Se også: Det, I ærer uden at kende det... - Paulus' Areopagostale - spørgsmålet om samme Gud.

Sammenhæng:
Skriftet, Apostlenes Gerninger handler om de kristnes første årtier efter Jesu død, og det er skrevet af samme forfatter som Lukasevangeliet.
Paulus brugte mange år på at rejse rundt på sine såkaldte missionsrejser, på sin anden rejse gjorde han ophold i Athen. Her blev Paulus oprørt over at møde denne by fyldt med afgudsbilleder. På foranledning af forskellige filosoffer skulle Paulus tale på Areopagos og forkynde budskabet om Kristus, og Paulus går i diskussion med de lærde.

I er et brev fra Kristus

2. Kor. 3,3f
Så det er klart, at I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.

Kommentar til teksten:
Hvert eneste menneske, der har hørt om Gud og forstået Gud gennem Kristus, er et brev til medmenneskene om det, de har hørt og forstået. De er levende meddelelser om Guds kærlighed, de er sendt som sådanne, og de skal forstå sig selv sådan. De er så at sige åbne breve, ikke stentavler med et fikseret budskab, men i skrevet med den levende Guds Ånd og under stadig forvandling i mødet med den verden, de er sendt til.

Sammenhæng:
2. Korintherbrev er et af Paulus’ breve. Brevet handler om forholdet mellem korintherne. Dette emne finder Paulus helt fundamentalt. Korintherne er i øvrigt ikke længere i splid med hinanden (som det var tilfældet, da 1. Korintherbrev blev skrevet), og Paulus glædes dels over dette og dels over, at han nu igen har korinthernes fulde opbakning i forhold til sin apostelvirksomhed.

Citater:
"På samme måde som for diakoniens vedkommende gælder det også for missionen: hvis en kirke mangler udadrettehed og sendelsesbevidsthed bliver den mangelfuld, nemlig til en selvveltilfreds kirke, der kun er af sten, men ikke af kød og blod og engagement."
(Niels Henrik Gregersen: Kirken i informationssamfundet)

Gud forligte verden med sig selv

2. Kor. 5,19f
For det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen.

Kommentar til teksten:
Missiologen Darell Guder henviser til at den "evangelisle reduktionisme", som gradvist har bestemt vores vestlige teologi og praksis, medførte et tab af missionstænkningen i vores arvede teologier om kirken. Der var i de europæiske kirker ikke længere fokus på Guds mission i verden, men snarere på omsorgen og serviceringen af den enkeltes frelsthed. I stedet mener han, at frelsesperspektivet hele tiden skal være hele verden. (Læs mere i "Mission i et pluralistisk samfund" - se litteraturliste)

Guds visdom i al sin mangfoldighed

Ef. 3,10f
Jeg, den ringeste af alle de hellige, fik den nåde at forkynde evangeliet om Kristi uransagelige rigdom for hedningerne og at oplyse alle om, hvad frelsesplanen er med den hemmelighed, som fra evighed af lå skjult i Gud, alle tings skaber, så at Guds visdom i al sin mangfoldighed nu gennem kirken kan blive gjort kendt for myndigheder og magter i himmelrummet

Kommentar til teksten:
Paulus fortæller her om det hverv han har fået om at oplyse alle om, hvad frelsesplanen er med den hemmelighed, som altid har været skjult i Gud. Teksten viser, at man skal forholde sig til mangfoldigheden og til forståelsen af de andre i lyset af Kristus-hemmeligheden. Det er netop igennem denne hemmelighed, at det er åbenbaret, at forjættelsen i evangeliet gælder alle.
Teksten her er interessant, fordi den i høj grad er kristocentrist samtidig med, at den er tydelig omkring den dybe sammenhæng fra skabelse til genløsning.

Sammenhæng:
Skriftet er antageligt et brev fra Paulus til menigheden i Efesos, men om begge dele hersker der dog en vis tvivl. Heller ikke brevets anliggende fremstår tydeligt, men i hvert fald bliver brevet til en slags testamente, hvor det understreges, at kirken skal besinde sig på Kristus som livsgrundlag og opbygges til at modstå trusler (4,14 og 6,10)

Citater:
"Men heller ikke bør man overvurdere kirkens missionsopgave, som om vi blot endnu ikke havde fundet de rigtige metoder eller 'værktøjer' (som det hedder i managementkulturen) for at gøre alle folkeslag kristne, inklusive danerne og os selv. For Guds Ånd blæser, hvorhen den vil, og Helligåndens gerning er ikke nødvendigvis homogeniserende, men er ofte nok karakteriseret ved at sætte forskelle til verden, forskelle der gør verden farverig. Guds visdom er 'mangefarvet' (polypoikilia), som det hedder i Det Nye Testamente."
(Niels Henrik Gregersen: Kirken i informationssamfundet)

Bibelen i Religionsmødet