Folkekirke og Religionsmøde

Jesu forkyndelse og praksis

Oversigt over Jesu forkyndelse og praksis:

Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.

Salige er de fattige i ånden - om kriterier for salighed eller frelse
Matt. 5,1-11
Du skal kende dem på frugterne - om gerninger
Matt. 7,16f
Ikke enhver, der siger Herre, Herre - om bekendelse, gerninger og tro
Matt. 7,21f
Den romerske officer i Kapernaum - om stor tro, tro der frelser og Israel
Matt. 8,5-13
Jeg er ikke kommet for at bringe fred - om troens kamp og åndelig kamp
Matt. 10,32-42
Den, der ikke er med mig, er imod mig - om inklusiv/eksklusiv, forhånelser og det utilgivelige
Matt. 12,30f
Den kana'anæiske kvinde - om tro, frelse og indenfor/udenfor
Matt. 15,21-28
Det største bud i loven - om kærlighed til Gud og næsten
Matt. 22,34-40
Verdensdommen - om gerninger, frelse og muslimen på dommens dag
Matt. 25,31-46
Den, der ikke er imod jer, er for jer - om inklusiv/eksklusiv
Luk. 9,50
Den barmhjertige samaritaner - om frelse og gerninger
Luk. 10,25-37
Tolderen og farisæeren - om tro og frelse
Luk. 18,9-14
Den samaritanske kvinde ved brønden - om ånd, sandhed og gudsdyrkelsens sted
Joh. 4,1-42

Salige er de fattige i ånden

Matt. 5,1-11
Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres…

Kommentar til teksten:
Jesus priser forskellige grupper salige – de fattige i ånden, dem der sørger, de ydmyge, dem, som hungrer og tørster efter retfærdighed, de barmhjertige, de rene af hjertet, dem, som skaber fred, de forfulgte. Sammenføjende kan man sige, at afhængigheden af Gud er det afgørende.
Denne afhængighed er ikke nødvendigvis kun tiltænkt de kristne, men kan ligeså vel findes hos en hedning, idet et kendskab eller bevidst forhold til Gud ikke kræves, men Guds velsignelse er resultatet, der kommer af det, der udføres.

Sammenhæng:
Mattæusevangeliet er det første skrift i Det Nye Testamente, og det er det evangelium, der oftest benyttes i kirken. Mattæusevangeliet er præget af et jødisk udgangspunkt og en vilje til at se Jesu gerning som en opfyldelse af Det Gamle Testamente.
Saligprisningerne, som vi har at gøre med her, er Jesu første ord til disciplene i Bjergprædikenen. Saligprisningerne i Mattæusevangeliet er et udtryk for den paradoksale omvending af de jordiske værdier, der er indeholdt i Jesu eskatologiske forkyndelse.

Citater:
Afhængigheden af Gud er det afgørende
"Der er intet der tyder på at de, (red: der velsignes), skal være kristne. Det drejer sig om deres afhængighed af Gud og deres optagethed af retfærdighed. Kan dette ses som en inklusiv tekst? Det er i hvert fald en smuk tekst at læse ved lejligheder, hvor mennesker med forskellig tro mødes, fordi den kommunikerer på tværs af alle trosretninger"
(Andrew Wingate, side 73)

Du skal kende dem på frugterne

Matt. 7,16f
På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter.

Kommentar til teksten:
Afsnittet handler om, at man skal tage sig i agt for falske profeter. Det kommer umiddelbart efter den formaning (vers 13-14) om, at man skal gå gennem den snævre port, for det er den, der fører til livet – det evige liv. De falske profeter er den brede vej, der fører til fortabelsen! Teksten fortæller, at de kan kendes på deres frugter. Dvs. at hvis deres handlinger og tanker kan bedømmes som gode, så er de gode og sande. ”Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter,” siges der.
Det, der er essensen i denne sammenhæng, er, at kristendommen indeholder aspekter af både nåde og gerninger (men gerningerne fører ikke til retfærdiggørelse!) – det er Guds nåde, der alene kan frelse mennesker, men gerningerne kommer som ”troens frugter”.
Se også: Ikke enhver, der siger Herre, Herre..(Mt. 7,21)

Sammenhæng:
Mattæusevangeliets bjergprædiken strækker sig over kap. 5-7 og er en af Jesu taler til sine disciple, hvor det gennemgående tema er en radikalisering af den gamle lov. Samtidig er der tale om det eskatologiske moment, der hedder ”allerede-endnu ikke”. Dette henviser til gudsriget, der på én gang allerede er på jorden og endnu ikke er kommet.

Ikke enhver, der siger Herre, Herre

Matt. 7,21
Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.

Kommentar til teksten:
Igen handler det om tro og gerninger samt disses forhold til nåden og frelsen (se ovenfor). I kristendommen er der elementer af både nåde og gerninger, men her er nøglespørgsmålet, hvad motivationen for gerningerne er. De gode gerningerne fører ikke til frelsen, men er troens frugter så at sige. Frelsen kommer alene af Guds nåde.
Se også: Retfærdiggørelse ved tro, Den, der ikke er imod jer (Luk. 9,50), Den, som ikke er for mig..(Matt. 12,30)

Citater:
"Ideen om at gøre godt uden belønning kan let forstås af en læser Gita. (cf. nishkarma marga). Nogle spørger, er kristendom en religion som bygger på nåde, mens andre religioner bygger på gerninger. Det er en falsk dualisme, som teksten viser. Alle religioner bygger på både nåde og gerninger. Nøglespørgsmålet er hvad der er motivationen for gerningerne."
(Andrew Wingate, side 73)
Se også Retfærdiggørelse ved tro - Den, der ikke er imod jer (Luk. 9,50) - Den, som ikke er for mig..(Matt. 12,30)

Den romerske officer i Kapernaum

Matt. 8,5-13
Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« …

Kommentar til teksten:
En romersk officer tror, at Jesus blot med et ord på afstand kan helbrede hans forfærdeligt lidende tjener. Og Jesus siger: ”Så stor tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel”. Og i samme time helbredes tjeneren. Dette er en af flere fortællinger, hvor Jesus kalder en fremmed hednings tro for stor – og kalder ham til frelse.
Se også om den kana’anæiske kvinde, om Cornelius' omvendelse og om Retfærdiggørelse ved tro

Sammenhæng:
Mattæusevangeliet er det første skrift i Det Nye Testamente, og det er det evangelium, der oftest benyttes i kirken. Mattæusevangeliet er præget af et jødisk udgangspunkt og en vilje til at se Jesu gerning som en opfyldelse af Det Gamle Testamente.
Denne tekst er placeret i Mattæusevangeliet lige efter Bjergprædikenens afslutning, hvor Jesus netop er kommet ned fra bjerget og store folkeskarer er begyndt at følge ham.

Jeg er ikke kommet for at bringe fred

Matt. 10,32-42
… Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd…

Kommentar til teksten:
Teksten fortæller om, at opgør på grund af tro vil og kan opstå. Ordene har været brugt som begrundelse for forskellige former for militant kristendom, men bør forstås billedligt på den åndelige stridssituation, den troende kan komme i, og som kan ramme selv de vigtigste relationer, nemlig de nærmeste. Det er værd at lægge mærke til at samfund og fjernere instanser ikke nævnes.
Militant kristendom undsiges af andre Jesu-ord fra fx Bjergprædikenen (Matt. 5,44 eller 5,39).

Sammenhæng:
Mattæusevangeliet er det første skrift i Det Nye Testamente, og det er det evangelium, der oftest benyttes i kirken. Mattæusevangeliet er præget af et jødisk udgangspunkt og en vilje til at se Jesu gerning som en opfyldelse af Det Gamle Testamente.
Disse ord er en del af Jesu tale, da han udsender 12 disciple for at prædike for de fortabte af Israels hus. Budskabet om Guds Riges nærhed vil sætte splid i husstand, i familien, mellem far og søn osv.

Den, der ikke er med mig, er imod mig

Matt. 12,30f
Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.

Kommentar til teksten:
Ordene her står umiddelbart set i kontrast til Jesu ord til disciplene om, at ”de, som ikke imod jer, er for jer”. (Luk. 9,50). Imod er her de skriftkloge, fordi de påstår at det gode, Jesus gør, er ondt. Det ekskluderer dem fra et sandt gudsforhold, og det er der ikke tilgivelse for. Det er at spotte ånden - Guds ånd. Dette sætter skellet. Ham selv og hans fattige fremtræden osv. må de spotte, men ikke hans gerning og mission. Hvad er hans gerning? Den, der peges på her, er hans helende virke: Gudsriget begynder at folde sig ud, der hvor dæmoner uddrives.
Den utilgivelige synd er hårdhjertethed over for Guds riges virkelighed. Sådan må det forstås i denne sammenhæng.
Dette skriftsted bruges undertiden også i mødet med andre religioner, men sammenhængen får måske snarere stedet til at ligge i forlængelse af de ord af Jesus, som peger på, når han siger, at det sande gudsforhold snarere afspejler sig i og ses på kærlighedens gerninger end på den rette bekendelse eller det rette tilhørsforhold.
Se også: Jeg er vejen, sandheden.. - Verdensdommen - Den, der ikke er imod jer, er for jer

Sammenhæng:
Mattæusevangeliet er det første skrift i Det Nye Testamente, og det er det evangelium, der oftest benyttes i kirken. Mattæusevangeliet er præget af et jødisk udgangspunkt og en vilje til at se Jesu gerning som en opfyldelse af Det Gamle Testamente.
Jesu ord falder efter, de skriftkloge har hævdet, at hans gode helbredelser er udført ved det det ondes hjælp. Jesus gendriver deres påstand med disse ord.

Den kana'anæiske kvinde

Matt. 15,21-28
… Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord…

Kommentar til teksten:
En kana’anæisk kvinde kommer til Jesus og beder ham helbrede sin datter. Disciplene prøver at holde denne hedning væk, og også Jesus selv afviser hende, for han er kun kommet til de fortabte får af Israels hus. Men hun insisterer og argumenterer, og han ender med at sige: ”Kvinde, din tro er stor”, og han helbreder hendes datter.
Dette er således en af flere helbredelser, hvor den, hvis tro er stor og frelser, findes hos en fremmed og ikke er kvalificeret af andet end at ved at tro på Guds mulige indgriben gennem Jesus.
Se fx Helbredelsen af den romerske officers tjener (Matt 8,5f),
Cornelius' omvendelse (Apg. 10,1f) og Retfærdigørelse ved tro på Kristus

Det største bud i loven

Matt. 22,34-40
… »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ …

Kommentar til teksten:
En lovkyndig blandt farisæerne spørger Jesus for at udfordre ham, hvad der er det største bud i loven, og her falder Jesu svar i en række stridsdiskussioner med forskellige grupper med forskellige teologiske positioner. Et andet sted (i indledningen til lignelsen om Den barmhjertige samaritaner ) formulerer en lovkyndig selv dette såkaldte dobbelte kærlighedsbud, som Jesus så tilslutter sig.
Denne centrale sammenfatning af det vigtigste eller største bud (og Jesu ord om, at dem, som ikke er imod, er med - se videre: Luk. 9,50f .) bliver basis i 138 muslimske lederes appel til kristne om samtale
Ikke alle kristne læsere og teologer ser samme entydige sammenhæng mellem kærlighed til Gud og til mennesket, og nogle steder påpeges det, at faktorernes orden er forskellig i de to religioner. Se videre: Gud er kærlighed

Citater:
Kærlighed til næsten integreret del
"Kærlighed til næsten er en essential og integreret del af tro på Gud og kærlighed til Gud, for i islam er der ikke sand tro på Gud og ingen retfærdighed uden kærlighed til næsten. Profeten Muhammed sagde 'Ingen af jer har tro, førend du elsker din broder som du elsker dig selv' - og 'ingen af jer har tro, førend du elsker din næste som du elsker dig selv'."
(hhv: Sahih Al-Bukhari, Kitab al-Iman, Hadith no.13. - Sahih Muslim , Kitab al-Iman, 67-1, Hadith no.45).
(A Common word - 138 muslimske ledere til den kristne verden. Se hele teksten: A Common Word)

Verdensdommen

Matt. 25,31-46
… Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene…

Kommentar til teksten:
Jesus fortæller en lignelse om, hvordan menneskesønnen skal komme, og han skal sætte skel mellem mennesker fra alle folkeslag, på samme måde som hyrden skiller fårene fra bukkene. Menneskene, som fårene er billede på, skal arve riget, fordi de har hjulpet ham, da han var nøgen, sultede og tørstede og sad i fængsel. Menneskene, som bukkene er billede på, skal sendes i den evige ild, fordi de ikke gjorde det. Og begge parter må spørge, jamen, hvornår hjalp vi dig - eller hjalp vi dig ikke? Og det hele står og falder med, om de har hjulpet ”en af disse mindste” eller ej.
Lignelsen om verdensdommen er en af adskillige tekster, hvor kriteriet for dom synes at være, hvordan mennesker lever deres liv, og ikke hvad de tror og er bevidste om.
Når disse steder bringes på bane i forbindelse med mødet med andre religioner, skyldes det, at de peger på, at der kan findes sandt forhold til Gud bagom lære og bekendelse og også bagom mødet med Jesus og troen på ham. Eller måske rettere: Det viser sig, at det netop er ham, mennesket møder eller har mødt i den gode handling mod det andet menneske.
Hvordan står den barmhjertige muslim på dommens dag, som lige så lidt véd, at det var Gud selv, der havde inkarneret sig i Kristus og i hans repræsentanter på jorden, de nødlidende, som han handlede godt imod, lige så lidt som de i lignelsen, der havde handlet barmhjertigt, vidste det?
Se også: Du skal kende dem på frugterne.., Ikke enhver, der siger Herre, Herre.. og Den barmhjertige samaritaner

Sammenhæng:
Mattæusevangeliet er det første skrift i Det Nye Testamente, og det er det evangelium, der oftest benyttes i kirken. Mattæusevangeliet er præget af et jødisk udgangspunkt og en vilje til at se Jesu gerning som en opfyldelse af Det Gamle Testamente.
I ”Verdensdommen” kommer forestillingen om Kristi genkomst til udtryk. I denne forestilling ligger der også en forventning om en dommedag. Den mest gængse forestilling i Det Nye Testamente er, at Kristus som menneskesønnen skal holde dom, men der er dog også skrifter, der hævder, at det er Gud selv, der dømmer.

Den, der ikke er imod jer, er for jer

Luk. 9,50f
Men Jesus svarede ham: »I må ikke hindre ham, for den, der ikke er imod jer, er for jer.«

Kommentar til teksten:
En af Jesu disciple, Johannes, sagde: ”Mester, vi har set en uddrive dæmoner i dit navn, og vi prøvede at hindre ham i det, fordi han ikke følges med os.” Og Jesus svarede ham: ”I må ikke hindre ham, for den, der ikke er imod jer, er for jer”.
Ordene om ikke at være imod har disciplene i fokus. De handler om, at gruppe-tilhørsforholdet ikke er det afgørende. Helbrederen behøver ikke at tilslutte sig teamet for at virke sandt i Jesu navn. Han er ikke imod, selv om han ikke er gået ind i kirkefællesskabet, men udvirker Guds riges kærlighedsgerninger. Formuleringen er inklusiv. Er det bekendelsen til Jesu navn, der er afgørende? Eller er det Guds riges gerninger, helbredelserne, der afgør, at helbrederen ikke er ”imod” men ”for”?
Stedet er omdrejningspunkt i 138 lærde og ledende muslimers appel til kristne (og jøder) om religionssamtale med henblik på fred i verden (Oktober 2007). Se citat nedenfor.
Se også: Den, som ikke er for mig..(Matt. 12,30) og Ikke enhver, som siger Herre, Herre..(Matt. 7,21)

Citater:
Er kristendom nødvendigvis imod muslimmer?
"I evangelierne siger Jesus Christus 'Den som ikke er med mig er imod mig, og den som ikke samler med mig, spreder' (Matt. 12,30) og - 'han som ikke er imod os, er for os' (Mark. 9,40). (Luk 9,50). I følge den velsignede Theophylacts forklaring til Ny Testamente er disse to udsagn ikke modsigelser, fordi det første handler om dæmoner, mens det andet handler om folk som kendte Jesus, men som ikke var kristne. Muslimer anerkender Jesus Kristus som Messias, ikke på samme måde som de kristne gør (og selv kristne har aldrig alle været enige om Jesu Christi natur), men på følgende måde: Messias Jesus, søn af Maria, er Guds budbringer og hans ord, som han talte til Maria og ånd af Ham. (Sura 4,171). Derfor inviterer vi kristne til at betragte muslimmer som ikke værende imod, men netop i stedet med dem, i overenstemmelse med Jesu Christi ord."
(A Common Word - 138 muslimske ledere til den kristne verden. Se hele teksten: A Common Word)

Den barmhjertige samaritaner

Luk. 10,25-37
… »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«…

Kommentar til teksten:
Hvem er min næste? Hvordan arver jeg evigt liv?
Jesu etiske forkyndelse eksemplificeres i denne lignelse, som i øvrigt umiddelbart fremstår som værende en ren etisk beretning givet i en samtale mellem Jesus og en lovkyndig.
Fortællingen har en grundlæggende spænding mellem det etiske og det soteriologiske aspekt. Den lovkyndige vil sætte Jesus på prøve. Den lovkyndige vil vide, hvordan han kan sikre sig at arve evigt liv/hvordan han kan gøre sig fortjent til det, og Jesus svarer ham med et modspørgsmål. Det, de i bund og grund strides om, er, hvem, der er berettiget til at udlægge loven, men den indholdsmæssige pointe tematiserer forskellen på den klassisk-jødiske næsteforståelse og Jesu næsteforståelse. Den lovkyndige er optaget af, hvad han skal gøre, for at arve evigt liv; altså hvad midlet til evigt liv er. Jesus giver ingen direkte svar, men udfordrer den lovkyndige på samme måde, som læseren udfordres (og som den lovkyndige i øvrigt havde til hensigt at udfordre Jesus). Teksten leger med tanken om, at næsten er det samme som medmennesket, men det siges ikke direkte. Teksten taler i gåder, og læseren må undre sig over, at det hele vendes fra subjektet til den, der handles imod ved at vende den lovkyndiges spørgsmål, om hvad han skal gøre om til, hvem man kan forvente at få hjælp fra.
En præst og en levit kommer forbi den efterladte, udplyndrede og halvdøde mand på deres vej fra Jerusalem til Jeriko. Både præsten og levitten var højt ansete i folkets øjne, men begge valgte at gå forbi den nødlidende mand. Givetvis fordi de i lovens forstand ville blive urene og ikke ville kunne forrette tempeltjeneste, hvis de rørte ved den halvdøde mand (jf. 3. Mos. 21.1f). Den, i det samfundssociale hierarki, lavtstående samaritaner kommer efterfølgende forbi, og han hjælper manden uden nogen forventning om at få noget tilbage. Det er så at sige en suveræn livsytring – han behøver ingen lov, han handler bare i forhold til det konkrete behov, han møder! I hele denne seance ligger implicit både en lovkritik, en tempelkritik og for så vidt også en anti-jødisk tendens fra Jesu side. Ved fortællingens slutning er præsten/levittens og samaritanerens rolle byttet om, og en række værdier har ligeledes byttet plads; Loven er afsløret som menneskefjendsk, og næstekærligheden fremstår som den magt, der er over Lovens begrænsning.
Dette er altså en fortælling, der viser vigtigheden af at forstå næstekærlighedsbudet. Hvis man forstår næstebegrebet og det dobbelte kærlighedsbud, så behøver man ikke yderlig hjælp til, hvordan man skal handle.
I forhold til religionsmødet bliver denne tekst ofte brugt med fokus på, at det først og fremmest er den etiske og moralske handling, der er afgørende, men også set i lyset af spørgsmålet om frelse (jf. ”på deres frugter skal man kende dem”.)

Sammenhæng:
Lukasevangeliet udgør sammen med Markus- og Mattæusevangeliet de synoptiske evangelier, men det adskiller sig ved bl.a. at have Jesu barndomshistorie, Lignelsen om den barmhjertige samaritaner og Emmausberetningen med. Lukasevangeliet er skrevet uden for Palæstina og henvender sig til et ikke-jødisk, hellenistisk publikum.
Netop lignelsen om den barmhjertige samaritaner er blevet en grundfortælling i hele den vestlige verden på trods af, at den kun findes i dette evanglium.

Citater:
"Hvem er min næste? Hvordan arver jeg evigt liv? Ved at være ligesom min næste med en anden tro. Fordringen at elske Gud og elske næsten er alle religioners hjerte og centrum. I denne lignelse er det en samaritaner, en foragtet outsider, som gør, hvad præsten ikke gør. Er han bare et billede på, hvordan man får det evige liv, eller kan han selv arve evigt liv?"
(Andrew Wingate, side 73)

Tolderen og farisæeren

Luk. 18,9-14
… For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Kommentar til teksten:
Jesus fortæller denne lignelse til nogle, der stolede på, at de selv var retfærdige. Farisæeren anså sig selv for værende anderledes og bedre end andre mennesker, og han takkede Gud for, at det var sådan. Tolderen var derimod ydmyg og bad blot om nåde fra Gud.
Jesus viser bl.a. med denne lignelse, at det ikke handler om gerninger. Dette er en illustration af retfærdiggørelse ved tro gennem nåde.

Citater:
'I denne lignelse er farisæeren, som anser sig selv for at være meget bedre end andre, overbevist om at han har det rette forhold til Gud. Tolderen går end ikke i ind i templet, men fremsiger den enkle bøn: 'Vær mig, en synder, nådig'. Det er denne jøde med en tvivlsom karakter, som går retfærdigggjort, frelst, derfra. Hvad hvis mennesker af en anden tro beder en bøn som tolderens? Bliver de fordømt, retfærdiggjort, frelst? Her har vi en tekst hvor vægten ligger på tro snarere end handlinger: en illustration på retfærdiggørelse ved tro, gennem nåde".
(Andrew Wingate, side 73)

Den samaritanske kvinde ved brønden

Joh. 4,1-42
… En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre…

Kommentar til teksten:
Jesus beder en samaritansk kvinde ved byens brønd om at give ham lidt vand. Hun undrer sig over, at han vil tale med hende, når han nu er jøde. Han siger så, at hvis hun vidste, hvem han var, ville hun bede ham om vand - det levende vand. I samtalens løb indser hun, hvem han er, og hun spørger ham, hvor det rigtige sted er at tilbede Gud. Er det på samaritanernes hellige bjerg eller i Jerusalem. Han svarer hende: Hverken - eller! ”Men der kommer en time, ja, er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed'.
Interessant i denne fortælling er det, at den eksemplificerer hvordan man, hvis man vil efterleve Jesu etiske krav, skal inkludere og modtage et andet menneske uanset dette menneskes tro eller renhed.
Se også: En 'kierkegaardsk' forståelse af bøn i ånd og sandhed.

Sammenhæng:
Johannesevangeliet er det seneste af de fire evangelier. Det gennemgående tema i evangeliet er kristologi, og ethvert emne kulminerer dermed altid i en fremstilling af Jesu persons betydning. Johannesevangeliet er den første tekst i kanon, der med sin brug af logos direkte peger på en forståelse af Kristi præeksistens og universalitet.

Citater:
"Fortællingen demonstrerer, hvordan Jesus er villig til at modtage fra et menneske med en anden tro, én, man ikke måtte røre ved, en kvinde, en synder. Nye sandheder udspringer af dialog. 'Gud er ånd, og dem som tilbeder ham skal gøre det i ånd og sandhed'."
(Andrew Wingate, side 73)

Bibelen i Religionsmødet