Nyhedsarkiv
F&R søger ny konsulent

Stillingsopslag for konsulent


Folkekirke og Religionsmøde (F&R) søger en konsulent med gennemslagskraft, der har dokumenteret erfaring med at facilitere læringsprocesser, og som kan etablere samarbejde med faggrupper både i og uden for folkekirken.

 

Hvad indeholder stillingen?
Engang var religionsmødet i folkekirken for de særligt interesserede. I dag er det en opgave, der skal løftes mange steder i folkekirken. Fx af folkekirkens skoletjenester, funktionspræsterne eller af menighedsrådet, der skal forholde sig til det nye asylcenter i sognet. Den fælles udfordring for dem alle er, at de skal finde vej i et hidtil ukendt univers af forskellige religioner og livstydninger. Du får som konsulent til opgave at udvikle og facilitere læringsforløb på religionsmødeområdet i samarbejde med faggrupper inden for folkekirken, der både kan være ansatte og frivillige.

Religion er kommet på samfundets dagsorden og skal konkret håndteres i fx børnehaver, skoler, uddannelsesinstitutioner, boligforeninger, kommunalpolitik og sygehusverdenen. Overalt skal ledere, politikere, forældre og børn finde vej i et hidtil ukendt univers af forskellige religioner og livssyn. Du får til opgave at udvikle og facilitere læringsforløb i samarbejde med faggrupper uden for folkekirken om religionsmødets udfordringer i samfundsinstitutionerne. Her ønsker F&R at bidrage til, at vi som samfund udvikler evne til at leve i et sekulært samfund, der kan rumme mennesker både med og uden religion.


F&R søger en person, der…

  • kan skabe samarbejde med faggrupper både i og uden for folkekirken

  • har dokumenteret erfaring med at udvikle og tilrettelægge læringsforløb

  • har et solidt kendskab til og kan repræsentere folkekirken

  • trives med at arbejde i en organisation, hvor arbejdsfeltet hele tiden udvikler sig – det gør dine arbejdsopgaver dermed også

  • har lyst til at arbejde i en politisk ledet organisation, hvor arbejdets retning og rammer løbende defineres af en bestyrelse

  • kan arbejde systematisk og indgå i løbende sparing og samarbejde med andre ansatte og din leder

  • trives med at arbejde på et lille sekretariat, hvor alle medarbejdere forventes at løse mange forskellige opgaver inkl. administrative opgaver   

Hvad er Folkekirke og Religionsmøde?
F&R er den institution i folkekirken, der specifikt arbejder med religionsmødet.  

F&R’s formål er med udgangspunkt i evangeliets forkyndelse, at styrke folkekirkens møde andre religioner og livstydninger i Danmark. 

F&R arbejder med de særlige udfordringer, der er forbundet med at være kirke i et samfund, der i stigende grad præges af forskellige religioner og livssyn.  

F&R er et samarbejde mellem stiftsøvrighederne i følgende ni stifter: Fyens, Haderslev, Københavns, Lolland-Falsters, Ribe, Roskilde, Viborg, Aalborg og Århus.

Læs mere om F&R på religionsmoede.dk

Stillingens organisatoriske placering
Konsulenten refererer til generalsekretæren.

Ansættelsesvilkår
Arbejdssted er F&R’s sekretariat, Peter Bangs Vej 5B, 2000 Frederiksberg.

Ansættelsens omfang er 37 timer om ugen. 50 % af stillingen er en fastansættelse og 50 % er en projektansættelse, der løber frem til 31. december 2018. F&R arbejder på at kunne forlænge stillingen med nye projektmidler. For præster gør vi opmærksom på muligheden for at søge orlov fra sit embede.

Stillingen indeholder rejseaktivitet samt varierende arbejdstider.

Lønforhold:  
Løn- og pensionsforhold med udgangspunkt i AC-overenskomsten for akademikere ansat i staten.

Forventet tiltrædelse:
August/september 2017

Ansøgningsfrist:
Ansøgning, CV og bilag sendes elektronisk til generalsekretær Kåre Schelde Christensen på ksc@religionsmoede.dk. Ansøgningen skal være modtaget senest søndag d. 11. juni 2017.

Ansættelsessamtaler afholdes d. 19. juni.

For yderligere oplysninger kontakt:
Generalsekretær Kåre Schelde Christensen på tlf. 38 38 49 91 eller mobil 28 60 16 18


Se stillingsopslag som PDF